Etiske regler IFA Danmark

1. Respekt og Integritet

  • Alle medlemmer af IFS Danmark forpligter sig til at optræde respektfuldt og med integritet over for klienter, kolleger og offentligheden.
  • Medlemmerne anerkender og respekterer hinandens faglige kompetencer og individuelle forskelligheder.

2. Forholdet til andre faglige foreningers etiske regler

  • Medlemmer, som er medlem af en faglig forening, skal overholde de etiske regler for den faglige forening, de er medlem af.
  • I tilfælde af, at der rejses en sag mod et medlem af IFS Danmark, kan bestyrelsen, ved forskel på etiske regelsæt mellem IFS Danmark og en anden faglig forening, som et medlem tilhører, i samråd med Etiknævnet vurdere, hvilke regelsæt der bedst beskytter klientens tarv og medlemmets faglige integritet. Medlemmerne skal i så fald informeres om gældende standarder.

3. Professionel standard og kvalitet

  • Medlemmer forpligter sig til at opretholde en høj faglig standard i deres praksis og formidling af IFS.

4. Fortrolighed og tavshedspligt

  • Medlemmer skal overholde gældende regler om tavshedspligt og fortrolighed i forbindelse med klientarbejde og anden professionel aktivitet.

5. Undgåelse af interessekonflikter

  • Medlemmer skal være opmærksomme på, hvis deres professionelle beslutninger, undervisning, klientarbejde eller organisatoriske engagement kan være påvirket af personlige, økonomiske eller relationelle interesser. I sådanne tilfælde skal mulige interessekonflikter deklareres åbent over for de relevante parter (fx klienter, kolleger eller bestyrelse), og medlemmet skal tage skridt til at sikre gennemsigtighed, faglig integritet og tillid.

6. Overholdelse af IFS Instituttets værdigrundlag

  • Medlemmer opfordres til at stræbe efter Selv-ledelse i overensstemmelse med IFS principper om de 8 C’er og de 5 P’er, som et ideal for personlig og faglig praksis. Dette ses som en løbende proces, ikke en statisk tilstand.

7. Etiknævnets rolle

  • Etiknævnet består af tre medlemmer, udpeget af bestyrelsen, og fungerer som rådgivende organ ved etiske dilemmaer og konflikter.
  • Etiknævnet behandler klager og etiske spørgsmål efter behov og rapporterer sine anbefalinger til bestyrelsen.

8. Konsekvenser ved overtrædelse

  • Overtrædelser af det etiske regelsæt kan medføre sanktioner, herunder advarsel, suspension eller i yderste konsekvens eksklusion fra foreningen.
  • Bestyrelsen træffer endelige beslutninger om sanktioner på baggrund af etiknævnets anbefalinger. Den berørte part skal have mulighed for at blive hørt skriftligt eller mundtligt, og beslutningen skal baseres på en tydelig redegørelse. Hvis et bestyrelsesmedlem er direkte involveret i en sag, skal vedkommende ikke deltage i beslutningen.

Stiftende Generalforsamling IFS Danmark 6. September 2025.
Etiske regler som besluttet af medlemmerne ved den Stiftende Generalforsamling